Nu vender det....

Jeg har ikke skrevet meget her om alt det, der har fyldt mit sind og mine tanker siden jul. Jeg er nok ikke så god til at bekymre andre med mine ting. Jeg er jo normalt den, der lytter,har overskud, tackler og hjælper.
Men nu, hvor jeg føler at tingene ændre sig, så kan jeg fortælle lidt. Nu vender det hele nemlig. I dag fik vi besked om, at den knude Josse fik i sin fod under gymnasiets skitur i vinterferien ikke er ondartet (Overlægen på Køge Sygehus frygtede, at det var cancer), og måske kun en infektion. Det har været en frygtelig ventetid siden vinterferien. Og lige inden hun fik den havde min læges EKG cardiogram vist, at jeg havde en blodprop i hjertet ved et rutinetjek. Så ind røg jeg akut på modtagelse 1. Jeg blev hjertescannet og fik lavet en cykeltest, og det viste sig at være elektroder, der sad forkert i forhold til hinanden. Frygteligt at gå 2.5 mdr, før svaret kom efter endt tests, om at alt var en fejl. Men lykkelig det blev jeg. Og vi var pressede i forvejen for lige efter jul fik min far konstateret begyndende demens, så det har været en hård tid med mange næsten umenneskelige prøvelser på en gang. Mine stakkels børn har skulle være stærke og seje, og det har de klaret flot og godt. Nu holder vi udkig efter de gode ting og suger dem til os i en vældig fart. Så når alt gøres op, og Josse snart er frisk efter medicinkur, så har jeg lært SÅ meget. Mest af alt ikke at pive over småting, ikke at pive over det, jeg selv kan gøre noget ved, men gøre noget i stedet. At være der for min familie og venner, som alle var der for os. At lytte til folk har jeg altid været god til og at være opmærksom og  nærværende, men nu har jeg igen overskuddet til at være noget for mine medmennesker.
Her i blogland har jeg fundet inspiration, glæde og nye venskaber, og det har været dejligt i en tid med prøvelser. Så tak til alle jer derude, der har holdt ved her, nu vender jeg frygteligt tilbage.....